Forside \ Welsh Black \ Shelter

Shelter

Welsh Black kvæget kan gå ude hele året og Det Veterinære Sundhedsråd har den 01-11-2007 afgivet en udtalelse herom.Det at kvæget kan gå ude hele året er imidlertid på nogle tidspunkter meget uhensigtsmæssigt, idet der f.eks. i meget våde perioder kan ske en ødelæggelse af planter i naturområdet som der skal værnes om og i meget tørre perioder kan der ske et unødigt tryk, dvs afgræsning af urter som ellers ikke ville blive afgræsset og af små buske som ønskes bevaret.
Hertil kommer at der i forbindelse med kælvningssæsonen er et behov for rent managesmæssigt at have lidt mere kontrol og overvågning. Disse forhold har ført til at der er blevet opført et Shelter til dyrene til ophold i kortere perioder.Shelteret er placeret på Sandbjerggaard, der ligger i den vestligste del af Svanninge Bjerge området. Sandbjerggaard er i modsætning til den øvrige del af Svanninge Bjerge ikke omfattet af fredskov. Sandbjerggaard har status som landbrugsejendom.Shelteret er på 840 m2 og er tilpasset til naturen set udefra og indefra er der tænkt i rationel drift.
Der er lagt vægt på at publikum på en sikker måde kan komme meget tæt på dyrene og at de samtidig kan få et behageligt ophold. Publikum har langs siderne bag en 1,3 m høj mur mulighed for i tørvejr at overvåge alt hvad der foregår i Shelteret, herunder den specielle interesse som små kalve altid påkalder sig.Shelteret er udformet af arkitekt MAA Niels Nielsen, Archfield Arkitekterne i Odense og Murer- og entreprenørfirmaet Ejvind Hansen, Ringe har i totalentreprise stået for opførelsen. Inventar er leveret af firmaet Orla Hansen, Tarm.

Shelter i pagt med naturen

Shelteret skaber en stemning af en lysning omgivet af skov, hvor himmellyset trænger ned gennem et ovenlys og spærbenene danner skovbrynets omkransende træstammer. Gavltræsbeklædningen med spalteåbningerne opnår en delvis transparenthed, som henleder opmærksomheden til skovens camouflage, hvor iagttagelser ikke umiddelbart giver endeligt svar men derimod forstærker nysgerrigheden.Shelteret er åbent i siderne og har derfor ikke behov for vinduer. Ovenlys i kip betyder at vinduer i tag ligeledes er undgået.

Konstruktionsprincipper

Shelteret består af limtræskonstruktioner/spær, tagskiver med pandepladestruktur og træbeklædte gavle. Gavlene bindes sammen med et langsgående ovenlys placeret i kippen. I overgangen mellem ude og inde er der opført vægge i beton.

Materialevalg og farver

Ved valg af materialer er miljøforhold, drift/vedligeholdelse og holdbarhed prioriteret højt.
Der er taget udgangspunkt i materialer som kan anvendes i forhold til det omkringliggende miljø, uden det skal efterbehandles.
Konstruktiv beskyttelse i forhold til stedets klima er ligeledes taget i betragtning – eksempelvis etablering af beskyttende tagudhæng.
Farvevalget afspejler et familieskab med det omkringliggende landskab.
Fundamenter, gulv og brystningsvæg er udført i grå beton. Udvendige belægninger og mure er også udført i grå beton.Limtræskonstruktioner er i gran, som med tiden vil patinere til en sølvgrå overflade.Gavltræbeklædningen er udført i ubehandlet Thuja (western red cedar) som er selvimprægneret fra naturens side og har en levetid på 40 – 50 år. Beklædningen vil med tiden patinere til en sølvgrå overflade.Tagskiverne er beklædt med isolerende sandwichstålelementer som hindrer kondensdryp. De er færdigbehandlet med pandepladestruktur på overside, den er i antrasitgrå farve og undersiden er tonet lys for at give et lyst og venligt indre.Ovenlyset er en polycarbonatplade på færdigbehandlet sølvgrå stålkonstruktion.Portene er udført i lakeret grå aluminium.Alle bygningsdele, såsom inddækninger, hjørnebeskyttere, pullertafvisere osv, er farvemæssigt en del af den konstruktion, som de komplementerer.

Indre præget af rationelle valg

Indvendigt består Shelteret af en række bokse hvoraf nogle af de største giver direkte adgang til naturarealerne, således at kvæget frit kan vælge om de vil være inde eller ude. Der er valgt fanggitre overalt for dermed at lette håndteringen i forbindelse med vaccinationer, dyrlægebesøg og andet.
Alt inventar kan skubbes til side, således at rengøringen kan foretages med maskiner.Fodringen foregår på en fodergang, hvor der kan køres med de allerstørste traktorer, således at der i princippet ikke skal anvendes håndkraft i forbindelse med udfodringen.Af dyrevelfærdsmæssige grunde er der i boksene roterende børster, hvor kvæget får urenheder væk fra hårlaget, som herefter fremstår som velplejet og blankt.Alt inventar er i rustfrie eller rustfrit behandlet materiale, og vandkar er med vandspejl og sikret mod frost.